Spansk økonomi i ny suppedas

Print

Engang hed det, at Den Europæiske Centralbank, ECB, skulle drives uden politisk indblanding. Efter torsdagens udtalelse fra ECB-boss Mario Draghi, der sendte markederne i ny knæhøjde, er det modsatte bevist.

Forrige torsdag sendte håndfaste støtteudtalelser fra Mario Draghi den spanske risikopræmie ned sammen med markedsrenten på statsobligationerne og aktierne op på børsen i Madrid.

Torsdagen efter sendte nye udtalelser fra Draghi økonomien den modsatte vej.

Aktieindekset IBEX35 faldt med 5,16 procent til 6.373,40, risikopræmien steg fra 536 til 596 basispoint, og det sendte igen renten på de 10-årige statsobligationer over de kritiske 7 procent.

Hvorfor så galt?

Mens Draghis udtalelser for en uge siden gav tro på, at ECB reelt havde magt og styrke til at støtte euroen, så mistede markedet den tro, da centralbankchefen i går udtalte, at ECB havde midlerne, men måtte afvente de politiske kandestøberier omkring reformer, besparelser etc.

Christian Tegllund Blaabjerg, cheføkonom i FIH Erhvervsbank, udtaler til borsen.dk:

- Draghi leverede ikke noget som helst i forhold til at sætte ind mod de høje renter i de sydeuropæiske obligationsmarkeder, som, han selv nævnte, var urealistisk høje og præget af panik, mere end reel værdiansættelse. Vi havde ventet, at han havde aktiveret SMP-programmet, men valgte at udskyde det yderligere i et par uger."

Tysk enegang

Kim Asger Olsen, Origo i Luxembourg, har i sit nyhedsbrev den skarpe pen fremme:

”ECB chef Draghi udtalte sig på dramatisk vis torsdag og udfordrede dermed den tyske regering og Bundesbank. Merkel er på ferie, så reaktionen kom fra Bundesbanks chef Weidmann. Han modsætter sig at lade ECB købe sydeuropæiske obligationer. Det ville nemlig få renteforskellen mellem sydeuropæiske statsobligationer og tyske Bunds til at falde, og ifølge Weidmann ville det medføre en ”forkert incitamentsstruktur”.

Det kan da vist ikke siges tydeligere. Som jeg har peget på flere gange, benytter den tyske regering markedernes nervøsitet til at gennemtvinge sin egen dagsorden. Den består i at lægge pres på de sydeuropæiske lande gennem højere markedsrenter. Det nye er blot, at tyske embedsmænd og politikere indrømmer dette ”game of chicken” helt åbent.

Af en eller anden grund tror jeg ikke, at det giver Tyskland mange nye venner i Sydeuropa.”